Når terapeuten går i terapi

Jeg var til behandling i dag, og den var meget illustrativ i forhold til hvordan kropsterapi virker. Samtidig binder det nogle af de tidligere ting, jeg har skrevet om sammen. Derfor deler jeg min oplevelse her. Det bliver endnu en af de personlige indlæg, og det har jeg det godt med. Jeg kan nemlig mærke, at jeg har lyst til at dele mine erfaringer med at gå i terapi for at aftabuisere det. Alle mennesker har svært ved noget. Alle mennesker føler og tænker ting, som ikke er pæne. Jeg ville ønske der var plads til at snakke mere åbent om det.

Så her er et godt eksempel på en kropsterapeutisk behandling, som illustrerer sammenhængen mellem krop og psyke og handlingsmønstre, som er grundlagt i barndommen - emner jeg tidligere har skrevet om på bloggen.

Jeg bestilte egentlig en tid, fordi jeg har haft hold i nakken i to dage. Selvom jeg er kropsterapeut og er udmærket klar over, at hold i nakken ikke opstår "bare fordi", så er jeg i desperation over dårlig søvn og smerter røget i gryden med "det skal bare fixes og stoppe med at gøre ondt - nu!". På vej ud ad døren til behandlingen kaster jeg alligevel lige et blik på mine papirer fra Totum uddannelsen og bliver mindet om, at nakken har med overdreven kontrol og præstation at gøre. Hvis du har læst med før, så ved du godt, at det ikke er voldsomt overraskende temaer for mig (og heller ikke min kæreste, som grinede højt ad mig da jeg læste op).

Da jeg ankommer hos Jesper, snakker vi først lidt om de temaer, og jeg siger at de er gode gamle kendinge, som i den grad stikker hovedet frem for tiden i forbindelse med at jeg er i gang med at løbe min egen virksomhed i gang. Vi snakker om balancen mellem at kontrollere, hvad man kan kontrollere og overgive sig til det, man ikke kan. Og om at acceptere, at lige meget hvor umage jeg gør mig, så kan jeg ikke kontrollere, hvor mange klienter, der kommer til mig, eller om de får en god oplevelse og kommer igen eller anbefaler mig i deres omgangskreds. Jo mere jeg prøver at kontrollere mine behandlinger, jo dårligere bliver de.

På briksen finder Jesper hurtigt mine to "golfbolde" i skuldrene - to runde, hårde spændninger, som sidder lige bag hæftningen af mine kraveben. Han får fornemmelsen af, at jeg bærer på noget tungt, og det føles genkendeligt. Han holder spændingen, mens jeg går ind i den og lader kroppen reagere. Han holder længe og fast, og efter nogle minutter begynder der at brede sig små rystelser, som starter ved lænden. Kropslige rystelser er et tegn på, at noget, som har siddet fast begynder at slippe. Jesper guider mig til at prøve at flytte opmærksomheden og fornemmelserne op til punktet i skuldrene. Det tager tid, men efter flere minutter breder rystelserne sig til overkroppen, og jeg begynder at mærke en frustration. Vi taler om det. Den handler om at skulle bære meget mere end jeg vil. Om at jeg ikke føler mig tilpas i den struktur (samfundet), jeg lever i. Om at jeg føler mig spærret inde og tvunget til at leve efter en model, som jeg ikke er enig i. Jeg føler frustrationen over at se, hvordan vores præstationskultur (som jeg selv har været så dygtig til at leve op til) skaber sygdom, lidelse og afmagt i mennesker og i mig. Jeg er sensitiv og påvirkes meget af mennesker omkring mig. Jeg føler ikke kun, jeg bærer min egen vægt bestående af krav, forventninger, ræs, stress og jag. Jeg føler jeg bærer den for alle de andre, som ræser rundt i hamsterhjulet.

Det har sat sig i mine skuldre som to stenhårde spændinger, som sørger for at jeg løfter det hele, for det føler jeg at jeg skal. Vi taler om, at den mekanisme er opstået på et tidspunkt i min barndom, hvor jeg af den ene eller den anden grund har følt, at vejen frem er at kæmpe, præstere, okse og mase. Vi snakker om, at den evne har fået mig langt - jeg har dyrket elitesport og strøget igennem uddannelsessystemet med gode karakterer. Vi snakker om at takke den side af mig, som kæmper, for den gør det af god vilje. Den repræsenterer bare et lille barn, og kan derfor ikke se hele billedet. Jeg siger tak for indsatsen, men nu er jeg et sted, hvor jeg har brug for noget andet. Hvor jeg kan være blød, intuitiv og sansende. Det kan jeg ikke, når jeg maser derudad. Jeg får en følelse, som jeg kender godt efterhånden. Jeg føler mig på én gang lettet, åben og blød, men også rå, sårbar og ubeskyttet. Jeg ved, at det er den tilstand, jeg gerne vil være i. Jeg ved det er i den tilstand, jeg kan være tæt på min kæreste, familie og venner, se mine klienter og møde dem som menneske. Men det er også der, jeg mærker verden uden filter på godt og ondt. Der foregår en forhandling inden i mig - mellem min længsel efter at åbne mig op for verden og finde min måde at være i den på, og så mit gamle mønster, som vil lukke af og beskytte mig mod al smerten og elendigheden. Forhandlingen handler om at finde en opgave for ham, som vil beskytte og lukke. Anerkende hans værdi og hans motiv og give ham lov til at agere filter, så jeg ikke bliver overvældet, men samtidig gøre ham tryg nok til at han kan træde i baggrunden, når jeg har brug for at mærke.

Kroppen fortæller, når det er tid til at se på noget. Jeg fik hold i nakken, og jeg fik hjælp til at fange beskeden bag - at jeg var lukket for meget i, at jeg kæmpede i stedet for at overgive mig til de ting, jeg ikke kan kontrollere. Min nakke spænder stadig. Kropsterapi er ikke et quick fix, men et redskab til at forstå dig selv bedre. Nu vil jeg give mere fokus til selvkærlighed, overgivelse og afslapning. Sige tak til min nakke for at huske mig på det i stedet for at være irriteret på den over smerten. Jeg ved, at den slipper lige så snart jeg gør.