Nærvær - Rummelighed - Selvomsorg

De tre ord pryder nu overskriftsbilledet på min hjemmeside. De dukkede op sammen i mit hovede den anden dag. Jeg skrev dem ned og kiggede på dem, og det gik op for mig, at de beskriver den proces, som mange af mine klienter er gået igennem eller er i gang med lige nu. Dermed kan man også sige at de danner rammen og retningen for mit arbejde ved briksen.

Nærvær

Det hele starter med nærvær. Mine klienter, som næsten alle sammen har stress- angst- og/eller depressionsproblematikker, har svært ved at være nærværende med sig selv. De har en indre uro eller følelsesmæssig smerte, som holdes under overfladen fordi den er svær at håndtere. Eksempler på det er karrierekvinden, som er gået ned med stress og føler sig uduelig og værdiløs, hvis hun ikke laver noget, og derfor bliver hun ved med at handle, selvom stressen er et signal om at hun har brug for en pause. Eller den angste, som forsøger at kontrollere alt omkring sig, og sig selv, for at dæmpe en følelse af at alt går galt, hvis hun ikke holder ud, bærer sin byrde og kæmper videre. Eller den depressive, som ikke længere mærker noget som helst, fordi den eneste følelse han længe har været i kontakt med er håbløshed.

I alle disse tilfælde mangler der nærvær. Nærvær betyder i denne sammenhæng blot at være, hvor man er. Det er første skridt til at komme videre. Man skal starte, hvor man står.

Når jeg har klienter i forløb, handler de første par behandlinger ofte om at skabe nærvær. Det er her vi genetablerer kontakten til kroppen og vejrtrækningen, så klienten kan mærke sig selv på godt og ondt. Det er ofte her der sker følelsesmæssige forløsninger, hvor ophobede og undertrykte følelser får plads til at komme ud og blive udtrykt. Det er her det for alvor går op for mine klienter, at de har brug for at ændre noget, for de mærker smerten ved den måde de plejer at gøre tingene. Og så opdager de, hvad der ligger bag smerten: Forløsningen, letheden, glæden og roen, som indtræffer, når der er givet plads til at de svære følelser kan passere. Når den erfaring er gjort, bevæger vi os naturligt videre til næste trin, som er rummelighed.

Rummelighed

Mangel på rummelighed skyldes at vi er i følelsernes vold, at vi bliver skyllet med af vores følelser og lader dem styre vores handlingsmuligheder. Når vi opdager, at følelser kan bevæge sig igennem vores krop og blive udtrykt uden at trække os ud af balance, begynder vi at kunne rumme dem. Vi begynder at kunne have det okay med at have det dårligt, fordi vi ved at når vi har haft det dårligt, så får vi det godt - hvis vi virkelig tillader os selv at have det dårligt og ikke forsøger at kontrollere følelsen eller gemme den væk. Den stressede begynder at indse, at den overdrevne virketrang blot maskerer og undertrykker en følelse af for eksempel at føle sig værdiløs, uønsket og forkert. Den angste ser, at kontrollen og kampen for eksempel dækker over en grundlæggende frygt for ikke at slå til, for ikke at blive accepteret. Den depressive finder måske ud af, at der bag håbløsheden ligger et dybt behov for at kunne udtrykke sig frit, som aldrig er blevet opfyldt.

I denne fase indtræder bevidstheden om, at der er en årsag til adfærden. At der er noget, man ikke har lært eller noget man ikke har kunnet. Ofte dukker historier fra barndommen op. Både grove tilfælde af vold, misbrug og incest, men også historier, som på overfladen kan se trivielle ud, men som påvirker et barn dybt. Ikke at blive respekteret, ikke at måtte udtrykke sin mening, ikke måtte sige nej, ikke måtte fylde, ikke måtte være til besvær. Med bevidstheden om årsagen vokser rummeligheden, for man begynder at se, at det ikke er ens egen skyld. At man ikke bare er dum, doven eller åndssvag. At man ikke bare skal tage sig sammen. Men at man har krav på noget, som man ikke har fået. Og her er vi på vej over i selvomsorg.

Selvomsorg

Når vi er hårde mod os selv er det fordi nogen har været hårde mod os. Når vi presser os selv for hårdt, taler os selv ned og overskrider vores egne grænser, er det fordi andre har gjort det mod os, og det har lært os at vi ikke har ret til at være og udtrykke os som vi vil. Men når vi har indset, at det ikke er vores skyld, at vi er blevet svigtet, så kan vi se på os selv med mildere øjne. Vi kan begynde at drage omsorg for os selv og give os selv det, som vores omsorgspersoner ikke formåede.

Det er i denne fase, at vi for alvor kan vende op og ned på måden vi ser os selv på. Det er her vi begynder at blive bevidste om os selv på et nyt niveau. Det er her, jeg ofte hjælper mine klienter med at se sig selv mere udefra. Se de forskellige dele af sig selv. For eksempel se den voksne del, som kæmper for anerkendelse gennem sit arbejde og slider sig selv ned. Og se den barnlige del, som ikke blev anerkendt, og som er efterladt for sig selv, mens den voksne tromler videre. Her kan vi begynde på at tage ansvar for os selv og de forskellige dele. Vi bliver bevidste om, at vi kan tage styringen som en rationel, voksen og ressourcestærk person, og hvornår vi giver styringen over til vores 5-årige, desperate, ressourcesvage del. Vi begynder at lægge mærke til vores handlemønstre, og vi begynder at se, at når vi for eksempel bliver rasende over trivialiteter, så er det vores 5-årige, som ikke fik lov at sige nej, som styrer showet. Vi begynder at fange os selv i vores handlinger og øve os i at se, at når vores indre barn styrer, så har det ikke brug for at blive disciplineret, overrulet, trampet ned eller domineret. Det har brug for at blive set, det har brug for omsorg og kærlighed. Det er selvomsorg - når vi kan tage vores umodne sider i hånden og tålmodigt og venligt tage dem til os, tage os af dem og give dem omsorg, så de kan slappe af og føle sig trygge. Så kan vi slippe for at de overtager styringen.

Det er her forandringerne for alvor sker. Nu ved vi, at vi kan være nærværende med os selv, så vi kan mærke hvad vi føler. Vi kan rumme vores følelser, for vi ved at de passerer. Og vi kan give os selv den omsorg, hvis fravær ligger til grund for følelserne i første omgang. Herfra er det bare ud i verden og øve sig. I alle situationer og alle følelser, indtil vi er vores egen største supporter og bedste ven i stedet for vores egen største kritiker.