Krop, psyke og barndom

Hvor mange gange har du set satiriske gengivelser af psykologen, som vil grave i klientens barndom for at finde frem til årsagen til hans/hendes nuværende udfordringer? Inden for terapi og psykologi er det næsten en fortærsket kliché, at stort set lige meget hvad du kommer til din terapeut med, så ender du med at skulle snakke om mor og far.

Det er der en god grund til. Din barndoms oplevelser danner fundamentet for din opfattelse af verden, og derfor har det en betydning om du grundlæggende har følt dig tryg og elsket eller måske forkert og uønsket. Da vi alle sammen har haft menneskelige, uperfekte forældre ligger vi et eller andet sted imellem de to poler. Derfor handler terapi ikke om at køre fejlfinding på forældrene og tærske rundt i deres fejltagelser og mangler. Det handler om at finde ud af, hvordan barndommens oplevelser påvirker dig som voksen og om at ruste dig til at træffe dine egne valg.

Mange praktikere og teoretikere på området er enige om, at vores grundlæggende adfærdsmønstre bliver grundlagt i de første ca. 12 år af vores liv. Det vil sige, at de livsudfordringer du møder efter 12-årsalderen groft sagt kan siges at være en gentagelse af et tema, som du ikke fik på plads i barndommen. Et klassisk eksempel kunne være pigen, som har haft en fraværende og følelsesmæssigt utilgængelig far og som voksen altid ender i kærlighedsforhold med distancerede mænd. Har du lagt mærke til, hvordan adfærdsmønstre ofte gentager sig i mange forskellige situationer og relationer? I den forbindelse kommer jeg altid til at tænke på en sjov situation fra et foredrag jeg var til, som handlede om maskulinitet, femininitet og parforhold. Da der var tid til spørgsmål tog en kvinde mikrofonen og klagede over alle de håbløse mænd, hun gennem tiden havde været sammen med. Foredragsholderen spurgte tilbage (med en fin, varm og humoristisk udstråling), om hun kunne se hvem fællesnævneren var i alle hendes forhold, og til det kunne hun jo ikke svare så meget andet end "mig". Pointen her er selvfølgelig ikke, at det er hendes skyld at hun ender i forhold med de forkerte mænd. Pointen er, at hun formentlig har et mønster, hun gentager og derfor tiltrækker og bliver tiltrukket af en bestemt type mænd. Et mønster, som hun kan bryde, hvis hun bliver bevidst om det. Nu tænker du måske på uhensigtsmæssige relationer og situationer, som gentager sig i dit eget liv og tænker "hvorfor skal jeg trækkes igennem det igen og igen?" Er det ikke bare livet, som dunker dig oven i hovedet? Sådan kan det godt føles. Jeg kan bedre lide at tænke på det som at livet giver dig en ny chance for at hele det du mangler. Det bliver det så ved med indtil du har fundet ud af det. Skønt, ikke?

Hvorfor er vi så påvirkelige i barndommen? Psykologen Peter Levine, som har brugt det meste af sit liv på at forske i og behandle traumer, beskriver, at graden af traumatisering ikke kun afhænger af situationen, man er blevet udsat for, men også i høj grad om ens fysiske muligheder, erfaringer og evner med hensyn til at håndtere stressfyldte situationer. Jo mindre et barn er, jo mere afhængigt er det af andre mennesker og jo mindre ressourcer har det selv til at klare potentielt farlige situationer. Som Peter Levine skriver, kan en oplevelse af at blive efterladt i en koldt rum være "totalt overvældende for et spædbarn, skræmmende for en baby, pinefuldt for en 10-årig og kun lettere ubehageligt for en teenager eller voksen" (Peter Levine i Waking the Tiger, min oversættelse). En oplevelse, som er triviel for en voksen kan være så overvældende for et lille barn, at det udvikler forsvarsmekanismer for at undgå at komme i en lignende situation igen. Det kan være, at mor har råbt af barnet, fordi det ikke ville stoppe med at græde. For et lille barn kan morens vrede og afstandstagen føles helt overvældende og potentielt farlig - for hvad hvis det bliver efterladt? Det kan resultere i en forestilling om, at det ikke er i orden, eller direkte forkert eller farligt, at vise man er ked af det, og den forestilling kan tages med ind i voksenlivet.

Hvad så med kroppen? Som kropsterapeut har jeg set og oplevet sammenhængen mellem kroppen og følelseslivet mange gange, men jeg forstod ikke helt, hvordan man i mange tilfælde ret præcist kan relatere bestemte følelsesmæssige temaer til specifikke muskler eller muskelgrupper - indtil jeg tidligt i min uddannelse læste Body Encyclopedia af Lisbeth Marcher og Sonja Fich, som har grundlagt det danske Bodynamic behandlersystem. Gennem analyser har de kortlagt, hvilke psykologiske temaer, som opstår ved stimulering af specifikke muskler og omvendt hvilke muskler, som aktiveres, når bestemte psykologiske temaer er i spil. Desuden observerede de, hvilken alder eller hvilket udviklingstrin de enkelte muskler og psykologiske temaer relaterede sig til.

Med den information kan vi samle brikkerne og forstå, hvordan oplevelser i barndommen påvirker vores psyke som voksne og afspejler sig i kroppen. Barnet gennemgår forskellige udviklingsfaser med forskellige temaer. De tidligste handler om eksistens og behov og de senere om fx seksualitet, individualitet og tilhørsforhold. Parallelt med barnets psykiske udvikling er den motoriske udvikling. Taler vi fx om behovsfasen (fra få måneder til ca 1,5 år gammelt), så handler udviklingen i denne periode psykologisk blandt andet om oplevelsen af at have ret til at få opfyldt sine behov, sige ja/nej og balance mellem at give og tage. Motorisk begynder barnet i denne periode at strække sig mere og mere og åbne kroppen op fra den overvejende sammenfoldede position, som helt små børn har. Det er blandt andet de lange rygmuskler, som udvikler sig og strækker kroppen, ligesom muskler i skuldre og arme begynder at være aktive i foldebevægelser (fx biceps, som bøjer armen og "tager til sig") og strækkebevægelser (fx triceps, som strækker armen og "skubber fra sig"). Hvis barnet i denne fase ikke oplever at det har ret til at få sine behov mødt, så kan det resultere i over- eller underspænding afhængigt af, om musklen og dens funktion opgives (underspændt) eller desperat fastholdes (overspændt).

Sådan kan en oplevelse af ikke at være blive set og mødt i sine behov som barn afspejles i voksenlivet som et menneske, som er ude af kontakt med sine behov eller ikke føler sig i stand til at få dem opfyldt. Som mangler energi (næring) og har svært ved at mærke sig selv. Kropsligt er det afspejlet i en "hængende" krop, hvor strækkemuskulaturen på ryggen ikke holder kroppen tilstrækkeligt. Brystkassen kan være sunket sammen, skuldrende og armene hænger og er ikke aktive i at tage til sig eller sige fra. Når denne type søger terapi kan det være på baggrund af kærlighedsforhold, som ikke fungerer, fordi de ikke føler sig mødt af deres partnere. Eller fordi de ikke får de forhold og goder, som de har brug for på deres arbejde. Eller måske er de udmattede af at hjælpe andre mennesker uden at føle, de får noget igen.

Det terapeutiske arbejde handler for dem om at finde følelsen af at have ret til sine behov. Her kan jeg så godt lide kropsterapien, fordi man gennem arbejdet med de relevante muskler enten kan afspænde dem, så man kan få fornemmelsen af, hvordan det føles at rette sig op, tage sin plads og gøre krav på hvad man har brug for. Eller man kan mærke den smerte, som sidder i musklerne - en fysisk og følelsesmæssig smerte, som åbenbarer for en, at der er et behov for at ændre noget og tage vare på sig selv og sine behov. Følelser og fornemmelser er kropslige, og når man kan opleve dem i en kontrolleret og understøttet terapeutisk situation er de nemmere at håndtere. Herfra kan man lære at håndtere dem, når de opstår "ude i verden".

Denne sammenhæng mellem barnets psykologiske og motoriske udvikling er grundlaget for, hvordan en kropsterapeut arbejder med psyken gennem kroppen. Den forklarer også, hvordan din krop kan fortælle historier, som dit sind har fornægtet eller fortrængt, og den kaster lys over det, du ikke kan se, så du får muligheden for at slippe gamle forestillinger, som ikke gavner dig. Lytter du til din krop? Forstår du dens sprog? Det kan jeg hjælpe dig med at komme til.