Husker du at være et menneske?

De mennesker jeg ser mest op til, er dem som tør vise al deres sårbarhed, fejl og mangler frem sammen med deres talenter, evner og styrke. Alligevel forsømmer jeg ofte at gøre det selv. Det blev jeg konfronteret med i weekenden, da jeg var til eksamen.

Jeg har skrevet lidt om det før. Jeg har en helt klar fornemmelse af, at dybden i mine relationer hænger direkte sammen med, hvor meget af mig selv jeg kan stille til skue. Med nogle mennesker er det nemmere end andre, og sådan har vi det nok alle sammen. Jeg tror det er det vi kalder kemi mellem mennesker.

Kemi har også stor betydning i den terapeutiske relation. Som terapeut skal man kunne skabe et rum, hvor klienten føler sig tryg ved at vise sig selv frem. Ofte handler terapi grundlæggende om at bringe skyggesiderne frem i lyset og acceptere og integrere dem, så de ikke ligger i baggrunden og sætter begrænsninger for vores udfoldelse. Det kræver tillid at blotlægge sine skyggesider for en terapeut. Og netop derfor er det vigtigt, at terapeuten også bare er et menneske. De bedste terapeuter jeg har mødt er dem, som har stillet sig ved siden af mig i alt mit lort og kaos. De værste var dem, som observerede mig ovenfra og kom med råd og vejledning. Terapi handler om at blive set og mødt, ikke om at blive fixet.

Den skyggeside, som fylder mest for mig for tiden er perfektionisme. Når den side får lov at køre showet er jeg distanceret og kølig. Jeg arbejder hårdt, stræber og sætter alt for store krav til mig selv. Den kommer frem, når jeg føler jeg skal præstere, og det føler jeg ofte jeg skal. For hvad bidrager jeg med, hvis jeg ikke leverer synlige resultater? Min perfektionistiske side vil også rigtig gerne styre showet, når jeg behandler. Så skal jeg helst vide, hvad jeg skal gøre i alle situationer, og jeg skal kunne løse alle folks problemer. Jeg bliver en fixer. Og en elendig terapeut.

Jeg blev konfronteret med perfektionisten i weekenden. Jeg var skuffet over min "præstation" til eksamen, selvom jeg bestod. Flere af mine holdkammerater ønskede mig tillykke med eksamen og med, at "det kører jo bare derudaf" - med henvisning til min tilknytning til Rudi Sorgenfris klinik og at jeg åbner op i eget lokale i Hillerød fra februar. De ser det billede af mig, som jeg har vist mest frem under uddannelsen: Ham der øver flittigt og kan alle teknikkerne. Ham der er dygtig. Ham der er ambitiøs og går efter sine mål. Og jeg tog mig selv i at ønske at de også kunne se ham der kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Ham der er pisse bange for, om han kan lykkes med sin drøm om at leve at kropsterapien. Og frem for alt ham der tvivler på sine evner som terapeut, fordi han gang på gang tager sig selv i at prøve at præstere og fixe og glemmer at være nærværende og støttende.

Eksamen og weekenden var hård, for den bragte alle mine usikkerheder op. Men den gav mig også for alvor muligheden for at se nogle vigtige sandheder i øjnene. Når en klient lægger sig på min briks vil jeg ikke være robotten, som kan recitere alle muskler, meridianer, zonepunkter og teknikker. Jeg vil være mennesket, som kan møde dem i frygten, angsten, håbløsheden, smerten, sorgen, glæden, forløsningen og kærligheden. Fordi jeg har tilladt mig selv at føle alle de følelser, og fordi jeg tør stille mig ved siden af dem, når de gør det.